Om Havnepladser
Begrænsning af bådstørrelse mm.
Da havnen og vores faciliteter har en begrænset størrelse er der fastsat en maksimal bådstørrelse på 46 fod eller maksimalt 14,50 m overalt længde incl. bovspryd, badeplatform, davider etc. og 4,60 m i bredden. Der er en maksimal længde på 19 m for master der ønskes vinteropbevaret og både over 12 tons kan ikke tages på land. Der må ikke lægges både i havnen til fast beboelse.
Principper for fordeling af havnepladser
Pladserne i havnen har meget forskellige størrelser. Den mindste har en længde på 9,5 m og en bredde på 2,35 m og den største en længde på 16 m og en bredde på 5,5 m. Da der hver år handles en del både og nye andelshavere kommer til er en løbende justering af pladsfordelingen nødvendig.
Ved starten af sejlsæsonen justeres hele pladsfordelingen af bestyrelsen. Det sker med udgangspunkt i den aktuelle sammensætning af flåden. Det betyder, at man som andelshaver ikke kan være sikker på at råde over den samme plads hvert år. Bestyrelsen tilstræber dog, at flytte rundt på så få både som muligt samt at den plads man får tildelt passer bedst muligt til den størrelse båd man har.
Denne måde at administrerer pladsfordelingen på har i gennem årene givet stor fleksibilitet for andelshaverne i forbindelse køb af en større eller mindre båd. Inden anskaffelse af større båd (over 3 m bred) skal man dog altid kontakte bestyrelse for at sikre sig at der ved rokade kan anvises plads til den nye båd.
Pladsfordelingen i havnen er reguleret i vedtægterne § 7.
Beregning af havnekontingent
Beregning af det årlige havnekontingent er baseret på størrelsen af den plads man aktuelt råder over. Dog indgår de 7 pladser VSL og VSB disponerer over ikke i beregningen og da det varierer fra år til år vil kontingentet kunne stige eller falde lidt fra år til år.
Eksempler på beregning 2020:
- Plads bredde=2,35 m og Længde=10,00 m kontingent = kr. 810,95
- Plads bredde=3,65 m og Længde=13,00 m kontingent = kr. 1.637,42
- Plads bredde=5,40 m og Længde=16,00 m kontingent = kr. 2.987,05
VSL har en god økonomi der har betydet at Havnekontingentet har været uændret i en lang årrække.
Udlejning af havnepladser
Efter den seneste udvidelse i 2014 råder haven over 117 pladser af forskellig størrelse. 110 pladser ejes af andelshaverne og 4 pladser ejes af VSL. De sidste 3 pladser er til rådighed for sejlklubben VSB.
Hver sæson er der et mindre (6-12) antal pladser som bliver lejet ud. Det er pladserne som VSL og VSB disponerer over samt pladser hvor andelshavere ikke selv skal benytte pladsen. Bemærk at Andelshavere ifølge vedtægternes § 7 maksimalt kan leje sin plads ud i 2 år.
Det er VSB der står for administration og udlejning af alle havne- og jollepladser. Se mere om udlejning her.
Pladsfordeling
Pladsfordelingen revideres forud for hver sejlsæson og er klar medio april.