Sejlerskolen

VSB Sejlerskole

En ny sæson i VSB sejlerskole starter i april 2025

S

Sejlerskolen i Veddelev Strands Bådelaug er for alle, der ønsker at lære at sejle på Roskilde Fjord og lære at håndtere en sejlbåd. I VSB Sejlerskole får du lært at sejle under forskellige vind og vejrforhold i løbet af den kommende sejlsæson 2025.

Du får lært om sømandskab og om at sejle og navigere sikkert på vort dejlige farvand Roskilde Fjord. Du får også lejlighed til at opleve og nyde naturen på fjorden i flere slags vejr. Undervisningen er baseret på Søfartsstyrelsens krav til den praktiske del af Duelighedsprøven.

Læs mere på Dansk Sejlunions webside: Duelighedsbeviset: Overblik (dansksejlunion.dk)

VSB Sejlerskoles undervisning i praktisk sejlads foregår en gang om ugen fra Veddelev Havn i små hold på normalt 3 elever med en erfaren instruktør. Sejladsundervisningen varer afhængigt af vejret 2-3 timer pr. gang. Du kan forvente 10 undervisningsaftener fra midt i maj til slutningen af september måned

Sejladsundervisningen foregår primært i VSB’s H-båd, der er en 8,2m lang klassisk kølbåd, som er velegnet til sejlads undervisning. Læs mere om H-båden på www.h-boat.dk

Der er også mulighed for et videregående hold for sejlere, som har bestået prøven. Dette kursus foregår i en 28 fods Shipman 28 kølbåd. Vi vil her gå mere på opdagelse rundt i fjorden og f.eks. prøve at følge sejlklubbernes aftenkapsejladser.

Sejlerskolen starter med en introduktionsaften i april måned i VSB klubhus, hvor vi fortæller om sejlerskolen, om skolebåden, om vores Roskilde fjord, om søsikkerhed og om påklædning og meget mere. Samtidigt introduceres I for holdinddeling og instruktør, hvor vi tilstræber at opfylde elevernes ønsker til sejladsaften og tage hensyn til forudgående kvalifikationer. Vi forventer at have hold de fleste aftener i ugens løb.

I løbet af kurset bliver du fortrolig med manøvrering af sejlbåden og sejl under mange forskellige situationer med vejr og vind, sol og regn. Håndteringen af en motor er også et vigtigt element. Allervigtigst er naturligvis sikkerhed til søs, samt træning i mand overbord manøvre m.m, der indgår som en vigtig del af undervisningen.

Sejlerskolen er også naturoplevelser, hyggelige sejladser og socialt samvær på holdet og i sejlklubben.

 

VSB Sejlerskole er noget for dig, hvis du er:

  • Ny sejler, uden særlig erfaring, som ønsker at lære at sejle en sejlbåd.
  • Sejler, med lidt erfaring, som gerne vil have udvidet viden om sejlbåde og sejlads og ønsker at tage et Duelighedsbevis.
  • Partner til en erfaren sejler, som gerne selv vil lære at kunne stå ved roret og styre og navigere båden.
  • Motorbådssejler eller speedbådssejler, som ønsker at lære at sejle en sejlbåd og som måske allerede har et Duelighedsbevis for motorbåd eller et Speedbådsbevis..
  • Sejler, som ønsker at få Søfartsstyrelsens Duelighedsbevis for at kunne leje en sejlbåd til en sejlerferie i udlandet eller i Danmark.
  • Erfaren sejler, som aldrig har fået taget Duelighedsbevis, men nu skal bruge det. VSB sejlerskole kan også arrangere Duelighedsprøver efter få øvelsestimer.

 

 

Sejlerskolens program omfatter:

  • En introduktionsaften i april måned.
  • Deltagelse i forårsklargøring og søsætning af skolebåden først i maj måned,
  • Start af sejlerskole sejlads i 2’ uge af maj måned. Der sejles hverdagsaftener omkring 2-3 timer pr. lektion efter nærmere aftale med holdets instruktør.
  • Elever i VSB sejlerskole skal selv have en godkendt redningsvest og egnet påklædning til sejladserne.
  • En fredag i Juni måned afholdes sejlerskolens sommer sejlads med familier i flere både til Kattinge Vig.
  • I Juli måned og begyndelsen af august er der normalt 4 – 5 ugers sommerferie, men nogle hold aftaler at sejle, når der er elever til det.
  • En fredag aften først i september måned afholder sejlerskolen natsejlads til Herslev Havn og tilbage i mørke til Veddelev Havn, hvor vi navigerer efter lysbøjer m.m på fjorden.
  • Sidst i september måned eller først i oktober forventer vi at kunne afholde prøver i praktisk sejlads.

Sejlerskolens undervisning

Den praktiske undervisning sker på hold af normalt 3 elever med en fast instruktør på hvert hold. Der sejles hverdagsaftener omkring 2 timer pr. lektion efter nærmere aftale med holdets instruktør. Sejlsæsonen er fra maj til september med afsluttende prøve sidst i september eller først i oktober måned.

Der holdes normalt sommerferie i 4 uger i hele juli måned. Individuel sejlads kan aftales med instruktøren, såfremt skolebåden er ledig i sommerferien. Eleverne vil i løbet af en sæson modtage undervisning 10 aftener.

Sejlerskolen arrangerer sammen med eleverne forskellige aktiviteter, som man meget anbefales at deltage i, så vidt det er muligt. . Der afholdes i april måned en introduktions aften, og i slutningen af juni inden sommerferien holdes der en sommeraftensejlads for alle elever med familie. Natsejladsen i september er obligatorisk, hvis man vil indstilles til prøve i praktisk sejlads.

 

Sejlerskolens instruktører

Instruktørerne er erfarne sejlere med Duelighedsbevis eller Yachtskipperbevis. Undervisningsprogrammet er baseret på Dansk Sejlunion og Søfartsstyrelsens krav til Duelighedsprøven i praktisk sejlads i en sejlbåd. Undervisningen i sejlerskolen tilpasses til det enkelte hold. Sejlerskolens undervisning til Duelighedsprøven er generelt baseret på et 2-årigt forløb. Erfarne sejlere kan dog ofte klare prøven på 1 sæson, såfremt de ønsker det

Som afslutning på undervisningen tilbydes eleverne en prøve med en censor til den praktiske del af Duelighedsprøven. Det er naturligvis frivilligt, om man vil op til prøve, og hvornår man vil op til prøve. Normalt vil man efter 2 sæsoner blive indstillet til den praktiske prøve. Erfarne kursister kan godt indstilles efter1 sæson

 

 

Teoretisk undervisning til“Duelighedsbeviset”

Ønsker man at opnå Duelighedsbevis, skal man udover praktisk prøve også bestå teoretisk prøve i navigation. Begge dele skal være bestået for, at man kan få et Duelighedsbevis. . Den teoretiske navigationsundervisning til Duelighedsbevis tilbydes ikke i VSB sejlerskole

Der henvises i stedet til enten VSB nabosejlklubber eller aftenskolerne. Alternativt findes der på nettet et online kursus på www.duelighed.dk Kurset kan også arrangeres som en studiekreds i VSB sejlerskole.

 

Tilmelding-til VSB Sejlerskole

  • Kontakt til sejlerskolen på mail: sejlerskolen@vsb.dk
  • Yderligere information om VSB sejlerskole til Piet Jansen. Mobil 4057 7331

 

Sejlerskolepriser og gebyrer:

  • Sejlerskolegebyr Seniorer over 25 år: kr. 1200kr.
  • Sejlerskolegebyr Unge 16-25 år: 800kr.
  • Sejlerskolegebyret inkluderer udover undervisningen DS bogen: ”Gast” og diverse materialer til brug i undervisningen.
  • Duelighedsprøvegebyr ca. 200kr betales direkte til censor ved prøven.
  • Seniormedlemskab af VSB 700Kr.
  • Ægtefællemedlemskab af VSB 400kr.
  • Ungdomsmedlemskab af VSB 300kr.
  • Nye medlemmer betaler et indmeldelsesgebyr i VSB på 150kr.

Elever i sejlerskolen skal have redningsvest og relevant påklædning til sejladserne.