Om VSB

Om VSB

Veddelev Strand Bådelaug – eller VSB – er en sejlklub med hjemsted på Veddelev havn ca. 5 kilometer nord for Roskilde.

Klubben, der har omkring 300 medlemmer, disponerer over et dejligt klubhus med gode faciliteter og en smuk udsigt ud over Roskilde Fjord.

Medlemmerne sejler med kølbåde og motorbåde der ligger i Veddelev Havn, joller der ligger på land, og trailerbåde der anvender klubbens slæbested.
Selve havneanlægget, der har plads til 110 både ejes af Veddelev Strand Lystbådehavn -VSL, der er et andelsselskab.

VSB disponerer over en smukt beliggende landplads, hvor også Roskilde Fjord Kajakklubs hus ligger. På pladsen kan klubbens både oplægges om vinteren; om sommeren tjener pladsen som offentlig parkeringsplads for de ofte mange gæster, der besøger havnen og de nærliggende grønne arealer. Der er desuden hele året livlig aktivitet af vindsurfere, der finder gode forhold for deres sport på fjorden.

Her på VSBs hjemmeside finder du oplysninger om klubben og dens aktiviteter og om havnen og dens faciliteter. Ligesom der er information om VSL og links til hjemmesider, der kan være af interesse i forbindelse med VSB.

Om VSB og VSL

Kort om VSB og VSLs historie

Veddelev Strands Bådelaug blev startet i 1965 af en række lokale beboere i Veddelev, som havde både og joller liggende på stranden og i den lille gamle fiskerhavn. Andre havde en båd liggende for svaj uden for. Den gamle havn var i sin tid anlagt af militæret, som erstatning for at fiskerne i Veddelev blev flyttet væk fra det område, hvor man i 1920 anlagde en skydebane ud mod høje klint.

Bådelauget fik med årene udbygget havnen med en anløbsbro, som blev slået hvert forår og taget ned igen om efteråret. Senere fik man anlagt en “jernbane”, så bådene kunne søsættes og tages op igen om efteråret. Ved hjælp af løse skinner kunne båden trilles på beddingvognen rundt på pladsen og sættes af, hvor den skulle stå. Juniorarbejde kom der tidligt gang i. Man fik efterhånden anskaffet et antal optimistjoller. Der blev også investeret i en flydebro, som i dag stadig anvendes.

Klubhuset og havnekontoret bestod først af en, siden to skurvogne, der var klodset op på pladsen ind mod skrænten nord nedkørselsvejen. Et lokumsskur med spand og det hele havde man naturligvis også. Den ene skurvogn findes stadig og benyttes af fritidsfiskerne, som har sat den flot i stand. Også lokumsskuret eksisterer og anvendes i dag til diverse grej og er placeret ved siden af fiskerhuset.

I flere år havde man i VSB talt om at det ville være rart at få en rigtig havn, som kunne anløbes af både, som stikker mere end ca. 1 m, som var vanddybden i den gamle havn. Det lykkedes VSB at få indgået en lejekontrakt med Veddelev Grundejerforening, som ejede den gamle havn med tilhørende landareal, samt med Roskilde Kommune, der ejede strandarealerne både nord og syd for den gamle havn. VSB erhvervede samtidigt retten til at bygge en lystbådehavn i Veddelev.

I 1978 stiftede man Veddelev Strands Lystbådehavn amba (VSL) som et andelsselskab med det formål, som der står i vedtægterne: “at virkeliggøre bådelaugets planer og udnytte de lejeaftaler, som VSB havde opnået af den gamle havn og det omkringliggende landareal til bygningen af en ny stor lystbådehavn.” I alt 100 af VSB’s medlemmer gik sammen om projektet og indbetalte en tilsammen en andelskapital på 5 million kr. Byggeriet af havnen blev påbegyndt i eftersommeren 1979, og havnen stod klar til indvielse i foråret 1980.Forholdet mellem VSL, VSB og Veddelev Grundejerforening blev fastlagt i en aftale, hvor man blandt blev fastlagt hvilke opgaver, som dels VSB, dels VSL skulle tage sig af, og hvordan samarbejdet i øvrigt skulle foregå. Hovedprincippet i denne aftale er, at VSB er det fælles bådelaug for alle brugere af området og derfor naturligt tager sig af alle de aktiviteter og faciliteter, som står til rådighed for alle bådelaugets medlemmer. I praksis betyder det på havnen, at VSB står for alle de landværts faciliteter, medens VSL varetager drift og vedligehold af selve havneanlægget med moler og broer, samt administrationen af havnepladser m.m. Det var en naturlig konsekvens og indeholdt i aftalen, at alle brugere af havnen, andelshavere, såvel som ikke-andelshavere skal være med til at dække driften af havnen og derfor også være medlem af VSB.

Den aftalte opgavefordeling indebar, at VSB i forbindelse med havnebyggeriet investerede i kajstrækningen, i grusbelægninger, jollebroer, mastekran m.v. Endvidere havde Roskilde Kommune forlangt, at der blev anlagt en ny nedkørselsvej til havnen, hvilket vi i VSB stadig betaler afdrag på.

Siden havnen er bygget, har VSB løbende investeret i el og vand installationer på pladsen, samt opført et masteskur og et nyt beddingspil. I 1996 kom så turen til et ordentligt havnekontor med toiletter og depotrum, samt et stort overdækket indgangsparti. VSB har i årenes løb investeret over en million kroner i landanlægget og i fællesfaciliteter. Dette er sket uden kapitalindskud fra medlemmerne, idet finansieringen er sket dels ved opsparing, dels gennem af lån, som løbende nedbringes.

Til opsyn og mindre vedligeholdsopgaver har VSB ansat en havnefoged, Jørgen Pedersen, som i 1999 afløste Gregers Nielsen, der var havnefoged igennem 10 år. Havnefogedens opgaver er i samarbejde med VSB og VSL at tage sig af opsyn og den daglige drift af alt på havnen, opkræve havnepenge, sælge VSB standere, besvare spørgsmål m.v. Havnefogeden fører endvidere tilsyn med Brinckhjemmet.

I VSB varetages sejlklubaktiviteterne af en række forskellige udvalg, hvori mange medlemmer er aktive og bidrager til et godt fællesskab. Kapsejladsudvalget arrangerer de faste tirsdagsaften sejladser foruden deltagelse i Isefjordskredsens kapsejladsstævner. Udvalget arrangerer også klubaftener om regler, taktik og andet i vinterhalvåret. Seniorsejlerskolen fik i 1998 egen skolebåd, en H-båd. Der uddannes her årligt ca. 10 nye sejlere i praktisk sejlads, der afslutter med at gå op til den praktiske del af søfartsstyrelsens duelighedsprøve. VSB har desuden en Yngling, som også anvendes til skolebådssejladser. Surferudvalget arrangerer øvelsessejladser og konkurrencer på fjorden. Juniorudvalget har 18 optimistjoller og underviser de kommende sejlere i at sejle.

VSB havde i 1998 et samlet antal på 251 aktive medlemmer. Heraf var 110 andelshavere med kølbåd eller motorbåd, 57 medlemmer med jolle på land og 29 med jolle i gammel havn og ved den nye jollebro. Vi havde desuden 18 surfere. Endeligt var der 14 juniorer i optimistjolleafdelingen.

40 års jubilæum

I 2005 fejrede klubben 40 års jubilæum. Du kan downloade Jubilæumsnummer af “Svajeren” her.